Det der tid

 

er dælme godt nok noget mærkeligt noget… Nogen går tiden så langsomt at man spekulerer på om man nogensinde når nogen vegne… Andre gange går det så stærkt at man dårligt når at trække vejret, så er der gået 14 dage…

Og ja 14 dage er lige hvad der er gået siden jeg sidst tjekkede ind i blogland… Jeg er tilbage på arbejde igen, indtil videre går det OK og jeg forsøger at følge med strømmen i stedet for at styre strømmen og det går egentlig over al forventning…

Jeg besøger stadig pyskologen og har det godt med det, det er faktisk ret befriende at få lov at snakke om sig selv i 45 minutter 😉 Ej spøg til side, jeg får åbnet for nogle ting og snakket dem godt igennem af flere omgange, først med psykologen, så med manden og til sidst med mig selv… Jeg drømmer rigtig meget i dagene efter en psykolog behandling… Jeg vælger at se det som selvterapi og at det er min måde at sone tingene på…

Jeg har endda fundet overskud til at genoptage min mandags zumba og nyder at bevæge mig og få sved på panden… Ikke mindst nyder jeg den halve times selvforkælelse efter zumbaen med et langt bad, creme på kroppen og hårkur i lokkerne…

Overordnet set har jeg lært hvad jeg kan klare og i særdeleshed hvad jeg ikke kan klare… Hvis jeg bare holder mig til det jeg kan klare og ellers får slappet af, så skal det nok gå…

At kontrollere

Det er et udsagnsord og kan bøjes efter diverse grammatiske formler… Men det var slet ikke det vi skulle lige nu…

Jeg er blevet henvist til en psykolog af min læge og der har jeg så været et par gange (lidt skør i bolden er man jo altid) og sidst jeg var der fik jeg en aha-oplevelse…

Jeg lider ikke af perfektionisme, jeg lider ikke af rengøringsvanvid, jeg har derimod en trang til at skulle kontrollere… Jeg har jo efterhånden lært at min mand kan jeg ikke kontrollere, ej heller kan jeg kontrollere Rouladen eller min familie og mine venner, jeg kan heller ikke kontrollere mit job og mine kollegaer, derimod kan jeg kontrollere hvor rent/ryddeligt der skal være omkring mig…

Første gang det virkelig rigtig kom til udtryk var efter fødslen af Rouladen… Der ligger flere ting i det, for det første så bestilte jeg det her barn til d. 21/10-2010, hverken før eller senere, men d. 21/10-2010… Da jeg, en måned før termin, fik “snyde”veer panikkede jeg, det var jo ikke d. 21/10-2010, men en måned tidligere… Veerne gik så i selv og jeg fald til ro… Jeg havde det OK med igangsættelsen d. 20/10-2010, hvad jeg derimod ikke havde det OK med var forløbet efter. Jeg havde ikke bestilt den her Sphinter Ruptur, jeg havde heller ikke bestilt at min mand skulle hjem få timer efter fødslen, jeg havde ikke bestilt at få ømme bryster pga det der skide amning osv.

Jeg lærte dog hurtigt at mit barn ikke kunne kontrolleres og så var det det her med oprydningen kom ind – det kunne jeg kontrollere… Set i det lys var det jo heller ikke skide smart at manden var arbejdsløs og jeg dermed havde tiden til at rydde op hele tiden…

Og når man så oven i mand, barn, almindeligt socialt liv, overdrevent oprydning ligger et fuldtidsjob, ja så er der sq ikke noget at sige til det går galt…

Men hende Psykolog damen, fik mig til at tænke endnu længere tilbage for som hun sagde, du har vel ikke altid været så pertentlig??? Næææh det har jeg jo ikke – tager du mig for 4 år siden, sagde jeg grinede “Rodebunker skaber hygge” til mandens “Hold kæft hvor vi roder!” udbrud… Hvad gjorde så forskellen????

For 3,5 år siden – snart 4 – havde jeg et mavesår, et mavesår som også skyldtes stress, en form for stress end i dag, men stress. Jeg fik konstant at vide af min daværende chef at jeg ikke var god nok, at jeg var uduelig og hvorfor mon min kæreste ville giftes med mig… Når du hører på sådan en gang lort (undskyld sproget) i 8 timer hver dag – 5 dage om ugen, så begynder det til sidst at sidde fast i dig uanset hvor meget du stritter imod… Og så var det at jeg instiktivt tænkte, så må jeg jo finde noget jeg er god til… Og så blev det jo ligesom det indløsende at når jeg ikke kunne have kontrol over mig selv og være god til mit job/at være kæreste/at være ven og veninde/søster/datter, så kunne jeg da for fanden være god til at rydde op…

Ja jeg kom væk og jeg kom videre – eller gjorde jeg???? Et eller andet sted så tror jeg ikke jeg er kommet et skridt videre for de sætninger sidder til dels stadig i mig, jeg søger rigtig meget bekræftelse i at jeg er god nok, skal nærmest have at vide dagligt at min mand elsker mig, og selvom han siger at det gør han, så tvivler jeg altid lige lidt… “For han er jo for god til mig” siger underbevidstheden…

Men nu er det slut, jeg gider ikke mere hænge i de fraser, jeg skal have jaget den her lille grimme mand væk der siger de grimme ting inde i mit hoved.. Jeg har hørt på ham længe nok!!!

Det kommer til at tage tid og den tid tager jeg gerne, hvis det kan lokke lidt af den gamle Trine frem igen…

Og så ser jeg i øvrigt frem til næste psykolog aftale, kan mærke at jeg bliver lettere og lettere for hver gang jeg kommer der!!! Og det er der jeg skal hen…

På falderebet: Tusind tak for alle jeres søde kommentarer, de varmer mig meget…

HJÆÆÆÆLP IGEN !!!!

JEG GENTAGER:

Min skønne veninde fra Kagedåserne og hendes kæreste er tilmeldt Skala.fm?s og Morgenministeriets bryllupskonkurrence ?Vind et Eventyrligt Bryllup?.

Jeg vil naturligvis gerne hjælpe dem til at vinde så hvis du vil hjælpe mig (nok mest dem i sidste ende) så gå ind på morgenministeriets facebook side og stem på par nr. 1.

http://www.facebook.com/#!/questions/10150624390184859/

I kan stemme fra nu af og indtil 10/2.

P.S Hvis I nu hjælper mig, så kan det jo være at jeg kan få lov til at lægge billeder ud fra deres store dag 🙂

Teletubbies

Min datter er blevet vildt med Teletubbies.

Jeg forstår ikke helt hvorfor: Fire fede mennesker i spraglet tøj og med antenner på hovedet. De kan ikke snakke rigtig uden nogen fortæller dem hvad de skal sige og selv der lykkedes det ikke altid…

Tilgengæld synes jeg det er ret sejt at hun 15 mdr gammel selv tænder TV + DVD og selv trykker på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter så filmen selv starter…

Nu mangler vi så bare at lære hende at kravle ud af tremmesengen, gå ned af trappen og finde morgenmad selv… Ahh jeg kan allerede mærke “sove længe” hormonet vågner… Der går nok kun et par år eller 4 før det sker…

Det sagde jeg sq…

Hende.dk skrev et indlæg der fik mig til at fundere over kaldenavnene her i huset, det gælder både for mig, manden og Rouladen… Eller Rouladen siger ikke så meget endnu – andet end FAAAR (Surprise surprise og nu hører jeg så for hun sagde far før hun har sagt mor)…

Men bortset fra så går rouladen under adskillige navne såsom putte, tulle, mulle, skattepige, skattemus, mus, trut og prut.

Og manden – han har faktisk kun et kalde navn som tilgengæld er flittigt brugt… Jeps jeg er hende den irriterende der “skatter” sin mand og det gør jeg så også konstant… Jeg finder det mærkeligt at bruge hans navn når jeg kalder på ham, det ligger dårligt i munden og ærlig talt så reagerer han bedre på “skat” end på sit navn… Jeg kan dog en sjælden gang godt finde på at bruge hans fulde navn. Men så er han tilgengæld heller ikke i tvivl om at han har lavet noget lort…

Og ja jeg bliver sq også “skattet” af min mand…

Og ved I hvad – jeg er nogenlunde lige så irriteret over det som alle andre, men ikke destomindre er det blevet en vane… Og nogen vaner er ikke sådan at bryde…