Kulør på tilværelsen

Indimellem skal der bare lidt ekstra kulør på tilværelsen og derfor har jeg de sidste to måneder haft pink tånegle.
Jeg bliver sq så glad i låget af at kigge ned på de fødder.

20130801-162610.jpg

Denne skønne tirsdag morgen, hvor Tøsebarnet og manden min endnu sover, nyder jeg stilheden og et bad hvor der ikke rives og flås i døren…
Disse morgner er ren luksus og dem kan jeg leve længe på.

Nu vil jeg gå ned og indtage min morgenmad inden tirsdagen skydes igang med et opfølgende besøg ved kiropraktoren og derefter møde med Tøsebarnets børnehave omkring opstart og diverse praktiske ting inden hun for alvor starter på torsdag.

Senere i dag står den på besøg af noget familie vi ikke har set længe… Vi glæder os.

Hav en skøn tirsdag derude!

 

Det der mor noget…

Det er virkelig noget jeg tænker og har tænkt rigtig meget over… Vel især fordi jeg ikke rigtig følte noget overfor mit barn før hun var omkring en uge gammel eller sådan noget.

Jeg husker at min fødsel blev sat i gang og selve forløbet men omkring et kvarter før hun kom til verden, da jordemor og fødselslæge meddelte mig at nu havde jeg 5! veer til at få barnet (vi kendte ikke kønnet) ud med hjælp fra en sugekop ellers ville det hedde Akut kejsersnit.Da var det ligesom jeg forlod min krop og så det hele udefra.

Samtidig kan jeg dog huske at jeg havde lidt svært ved at tage fødselslægen seriøst, da barnets hoved var kommet ud og jeg ventede på næste ve, da hun sagde at jeg ville føde under næste ve, jeg havde en fornemmelse af at jeg var ved at blive kløvet i to og fødselslægen havde både 4 øjne og 2 næser. Hun havde ret – jeg fødte efter næste ve (som var ve nr. 4). Jeg fik med det samme Tøsebarnet op på brystet og så skulle der jo være lagt op til den store moder-kærlighed. Men jeg følte mig bare underligt tom…

Værre blev det da de så konstaterede at jeg havde fået en grad 4 bristning (jeg revnede kort sagt alle tænkelige steder) og jeg erfarede at syning af sådan en bristning var noget der tog 2! timer. Ikke lige det fedeste når man sådan set bare har mest lyst til at smække stængerne sammen (der er ligesom blevet rodet rigeligt nede i det område) og tage hjem og være i fred og sove. Uden mand, uden barn – bare mig!

Og endnu værre blev det da jeg så erfarede at når man er bristet på den måde, så det der med at sidde op i næste 72 timer er total no-go + at farman godt 4 timer efter fødslen blev sendt hjem (kl. 3 om natten i pisse frost vejr) Samtidig er det jo ekstremt overvældende pludselig at blive nogens mor, ikke rigtig føle noget for det her barn man var blevet mor til og samtidig skulle koncentrerer sig om at få amningen til at fungere. Især det sidste havde jeg mine kvaler med, synes det var meget grænseoverskridende at nogen skulle spise af mine bryster…

Nuvel – moderfølelsen og kærligheden kom da også væltende ind over mig om tsunami x 10 efter en uges tid. Men inden da var jeg godt nok meget i tvivl om jeg nogensinde ville komme til at føle noget for mit barn.

Men her godt 3 år efter så er det der med moder følelse og moderkærlighed noget jeg har tænkt meget over. Ja hun var planlagt og meget ønsket, især af mig. Men jeg var slet slet ikke klar over hvad jeg gik ind til, jeg var heller ikke klar oppe i mit hoved til det at være mor, og jeg var slet ikke klar til at give afkald på mig. Jeg har været igennem noget af en rutschebane tur det sidste år – noget af det ligger mange år tilbage i tiden, noget er arbejds relateret men desværre er meget af det udløst af den voldsomme fødsel og den følelsesmæssige omvæltning det var at blive mor.

Jeg var endda så heldig at have nok verdens nemmeste barn. Hun ammede perfekt fra starten, da jeg ikke længere kunne mætte hende var der ingen problemer med at skifte over til 100% flaske og derefter grød og rigtig mad. Hun sov som hun skulle i løbet af dagen, var nem at putte, nem at lægge fra sig og sidst men ikke mindst så sov hun første gang i gennem 5 uger gammel, derefter fast fra 8 uger gammel. Opstart i DP gik over al forventning, det tog tre dage. I dag er hun snart 3 år, lang som bare pokker (hun er lige gået i str. 104), snakker fanden et øre af, er fuldt med motorisk, har et temperament så man tænker “Hvad fanden sker der lige der?”  når hun flipper skråt over et “nej – du må ikke få vingummibamser 2 minutter inden vi skal spise aftensmad”

Kort sagt hun er et ret nemt barn og alligevel så sidder jeg ind i mellem med følelse af at ønske hende hen hvor peberet gror. Nogle dage magter jeg bare ikke mor-jobbet særlig godt og så er det jeg kommer til at hæve stemmen. Tøsebarnet bliver selv sagt hunderæd for mig og jeg skal derefter bruge et par timer på at undskylde og nærme mig hende igen. Heldigvis har hun verdens bedste far, der efterhånden har lært at læse alle tegn på at nu er det vidst bedst at vi to (far og barn) går ud på gyngen/trampolinen/legepladsen/ud af cykle/leger med lego så disse situationer undgås.

Især efter en weekend som den vi lige har været igennem. Hun har ramt selvstændighedsfasen, hvor det der med selektiv hørelse i den grad bliver praktiseret. Og det er som forældre fucking frusterende at stå med et barn der på ingen måde hører efter og siger man “Nej – du må ikke kravle op på Kvicklys toiletpapirsudstilling/tårn” så smider ungen sig hylende, skrigende, sparkende og slående ned på gulvet så hele butikken tror at jeg voldtæsker mit barn. Alt imens står man der ildrød i hovedet og tænker følgende “Det kan godt være at hun kun er 2,5 år – men behøver hun være idiot også?” og “Hvordan redder jeg den her uden at gå helt grassat/tabe ansigt/bruge bestikkelse/ende med at sige ja til den ting hvor nej’et frembragte denne reaktion” Af samme årsag er jeg begyndt at insistere på at handle uden barn for så opstår den situation slet ikke – hvertfald ikke for mig.

Så kunne jeg begynde at nævne de utallige narrestreger – senest var hun i badebassinet med badebukser (uden ble), hun skider så i bukserne, går ind på stuegulvet, tager badebukserne af og giver sig så til at sparke til indholdet. Det resulterede at der ikke længere kun var lort i badebukserne, men også langt oppe ad barnets ben, over hele stuegulvet (heldigvis trægulv) og en god del af væggen og fodpanelerne! Eller den nat hun brækkede sig i sin seng og derefter sad og smurte det på væggen og i sit eget ansigt/hår! Af de lidt mere uskyldige narrestreger nævnes – havregryn/mel/sukker over hele køkken- og bryggersgulv, at sprede de legoklodser/DVD’er/legemad, som jeg lige har brugt 10 minutter på at samle op, ud over hele gulvet igen osv.

Samtidig så synes jeg også at det der med at guide barnet til hvad der er rigtig/forkert, at være høflig osv. er pisse hamrende svært. Især de dage hvor min tålmodighed kan ligge på et meget lille sted.

Elsker jeg slet ikke mit barn??? Jo jeg elsker hende mere end noget andet her i verden også selvom der er dage hvor jeg ville ønske hende hen hvor peberet gror.

Og ved I hvad??? Den følelse er faktisk ret forbudt at have!! Det område af moderskabet er så tabu belagt så man tror det er løgn. Det er ligesom det der med amning, det er så hyggeligt, nemt og rosenrødt. Ja for nogen – for andre er det forbundet med psyko smerte i brysterne når ungen har suttet hul og en meget ambivalent følelse over at nogen sidder og sutter på mit bryst!

Moderkærligheden kommer lige så snart barnet kommer ud og op på maven og alle smerter ophører så snart barnet er kommet ud. Ja for nogen – men for andre så kommer moderkærligheden først langt senere (for nogen måske slet ikke) og smerterne stopper IKKE nødvendigvis så snart barnet er kommet ud. her gik der nok en måned før jeg kunne stoppe med at tage smertestillende.

Alt dette er noget som er så tabubelagt så man føler sig helt ved siden af og tænker at man da må være den værste mor i verden når man ønsker ungen så langt væk som muligt og i øvrigt helt alene om den tanke. Nej det er du ikke, det er faktisk ganske normalt. Det glemmer alle bøgerne bare lige at fortælle i farten.

Miss Jeanett beskriver det i øvrigt så ganske fint med sit indlæg HER, og jeg tror at jeg ligesom hende vil lade denne sætning stå for sig selv:

Sødeste Tøsebarn – Mor elsker dig allermest i hele verden! Og så kan alt ovenstående sådan set være ret ligemeget!!!!

På tur

20130728-192736.jpg

Imponerende at der ikke skal mere til end en cykeltur for at underholde Tøsebarnet.

Om få år er det vel ikke helt så billigt at underholde hende!!!

Natbowser eller???

Tøsebarnet konkluderede, da jeg kom ud fra badet, at mor havde “natbowser” på i dag…

Natbukser????

foto (5)

 

Det er nu godt nok yndlings harems bukserne fra Nümph – men hvorfor ikke kalde dem natbukser??

P.S. Det med natbukserne stammer nu nok fra at jeg oftest render rundt i dem om morgenen inden jeg går i bad 😉

Older posts